Kom til Hundested og tag en tur på kulturhavnen. Her vil du opleve en myriade af små og større butikker og kunsthåndværker. Besøg Havnestriben ved at følge fiskestriben og opdag unik og forskellig kunst.
Du kan blandt andet opleve, hvordan det lokale glaspusteri skaber enestående kunst i international særklasse. Betragt de smukke og personlige malerier samt håndlavet keramik, der kan berige dit hjem. Tag et kig i den lokale vævestue, hvor du har mulighed for at se og købe unikke tekstiler, som er håndvævet, eller udforsk byens unika stentøjsskulpturer.
I Hundested kulturhavn kan du slippe fantasien løs og gå på opdagelse. Lad dig inspirere af alle de finurlige og antikke sager, som byen byder på.
Hundested havn er udover at være en kulturhavn også en aktiv erhvervshavn. Har du interesse for skibe får du en autentisk oplevelse på beddingen- og fiskerihavnen. Her vil du opleve et klassisk bådværft, et vodbinderi og en smedje, der er så autentisk, at man kan få sorte fingre ved bare at gå forbi.
© 2020. OPLEV HUNDESTED