HUNDESTED SANDSKULPTUR FESTIVAL

KUNST I SAND

Tag til Hundested havn og oplev den ganske særlige Sandskulpturfestival, hvor sandskulptører, heriblandt flere verdensmestre, skaber monumentale og forgængelige kunstværker i særklasse af gyldne sandkorn. Oplev fascinerende detaljer og skulpturer, som både er illustrative, symbolske, humoristiske og abstrakte med individuelle kunstneriske udtryk. Skulpturerne er lavet af sand fra en grusgrav med en kantet struktur, som indeholder ti procent ler. Sandet stampes hårdt sammen og danner en skorpe, så det kan tåle regn.

Mere end 400.000 har gennem årene sat deres fodaftryk i sandet omkring de fascinerende kunstværker på festivalen. I det gyldne sand på Hundested havn vil du opleve smukke fortællinger om vores fælles klode udformet i kunstværker.

Festivalen er både sjov og inspirerende, og der er rig mulighed for at skabe sin egen sandskulptur. På festivalpladsen kan børn og barnlige sjæle udfolde kreativiteten med forskellige aktiviteter og fordybe sig i sandet. Cafeen byder på friskbrygget kaffe, lækre kager, is, øl, vin og vand m.m. Du er også velkommen til at medbringe din egen madkurv, som du kan nyde ved borde og bænke på festivalområdet. Kig forbi og få en kulturel oplevelse, mens ungerne hygger sig i sandkassen.